Tro, mord og kærlighed

Januar 2012

”Tro, mord og kærlighed – viden i tid og rum” er et digitalt læremiddel, der har form som en interaktiv digital tegneserie og en række deraf udspringende ressourcesider med fagligt indhold, der belyser levevilkår og historiske begivenheder i Middelalderens Odense. I samarbejde med Odense Bys Museer, der står bag udviklingen af læremidlet, arbejder Knowledge Lab på at udvide det med et indholdsniveau, der favner brugerskabt indhold. Inddragelsen af brugerskabt indhold vil styrke ”Tro, mord og kærligheds” læringspotentiale, idet det i højere grad bliver muligt at gøre læringen personlig relevant for den enkelte bruger, hvilket gør læringsoplevelse mere meningsfyldt og øger motivationen for at lære.

Endvidere udvikles et undervisningsforløb der understøtter de brugerinddragende aspekter ved ”Tro, mord og kærlighed – viden i tid og rum”, idet det vil have omdrejningspunkt i produktion af relevant indhold, og inddragelse af udtryksformer, som fx dokumentarfilm og storytelling.

Undervisningsforløbet vil bestå af tre overordnede faser: 1) Forberedelse, hvor brugerne arbejder teoretisk og udvikler ideer til deres indholdsproduktion, 2) Produktion, hvor brugerne selv producerer indhold og 3)Publicering, hvor brugerne finpudser og publicerer deres arbejde og efterfølgende modtager respons på deres produkter.

Som en del af projektet vil der blive afviklet eksemplariske forløb, hvor der både vil blive sat fokus på storytelling som formidlings- og kommunikations-værktøj, og dokumentarfilm som udtryksform. Brugernes produktioner publiceres på en dertil udviklet digital platform, der fungerer som subsite til Odense bys Museers hjemmeside.