Læringsøer

Januar 2000

Tankegangen omkring lærings-øer kendes fra gammel tid i bondesamfundet, hvor bønderne i en selskabelig, men også lærerig sammenhæng, gik på markvandring hos hinanden og både fortalte om, men jo egentlig også ’aflurede’, hinandens fiduser. Man ser også sådanne fællesskaber opstå spontant inden for særlige forskningsområder eller ekspertområder på tværs af landegrænser og/eller virksomheder – typisk opstået som følge af mulighederne herfor på internettet.

Læringsfællesskaber på tværs af virksomheder
Projektets formål er at etablere et antal såkaldte lærings-øer, der kan indgå som et praktisk og konkret værktøj ,- dels såvel til kompetenceudvikling blandt medarbejdere i små og mellemstore virksomheder, dels til vidensdeling blandt disse medarbejdere i og på tværs af virksomhederne.

Projektets indhold
I projektet etableres og afprøves en række veltilrettelagte læringsforløb og -koncepter, der alle bygger på den grundidé, at behovet for at erhverve ny viden og nye kompetencer løbende opstår i relation forhold til den lærendes daglige arbejdssituation i virksomheden.

Samarbejde med kolleger fra andre virksomheder
Tesen er, at man lærer bedst i forhold til sine konkrete problemstillinger og sammen med andre i et fællesskab. Ikke bare lokalt i egen virksomhed, men også med kolleger fra andre virksomheder, der arbejder med tilsvarende problemstillinger i dagligdagen.

Det kan være ekstra relevant i små og mellemstore virksomheder, hvor man typisk har færre kolleger med samme funktion som én selv.

Hvad er en lærings-ø?

  • På en lærings-ø tager vi udgangspunkt i din dagligdag – og starter med det, du har brug for at lære.
  • På en lærings-ø kan du få vejledning samt møde dem, der har det som dig – uden at flytte dig fra din arbejdsplads.
  • På en lærings-ø kan vi skræddersy kurser, afholde konferencer eller bare chatte med en af de andre deltagere.
  • En lærings-ø er seriøs og målrettet, men præget af uformelle former og af fleksibilitet.

Sådan kommer du til at bo på en lærings-ø
Sådan kommer du til at bo på en lærings-ø er et lærings-ø projekt, der gennemføres i samarbejde med TietgenSkolen.